Sangpædagog Henning Vilén

“At synge har været min store interesse hele livet. Helt fra begyndelsen fik min nysgerrighed mig til, at søge efter den bedst mulige måde at arbejde med stemmen på. Midt i min karriere opdagede jeg en metode, der ændrede mit arbejde radikalt.

Jeg begyndte at vende min søgen indad i stedet for udad. I stedet for at lede efter, hvordan jeg blev bedre til at synge, begyndte jeg at undersøge, hvad jeg rent faktisk gjorde, når jeg sang. Det betød, for mig, en hidtil ukendt stemmemæssig frihed og en langt større glæde ved at synge. Jeg fandt gennem mine muskler og min krop en velgørende sikkerhed, som jeg i min anden karriere, som sanglærer, overførte til mine elever – med bedre og bedre resultater til følge.

Denne tilgang til sang er ikke afhængig af stil, smag eller repertoire, men opbygger stemmen på basis af ens egen bevidsthed. Sangteknik eksisterer i ens egen krop og sind, og når man har fundet den, kan man synge, hvad man har lyst til, fordi man ved, hvad man gør. For mig handler sang om, at finde glæden ved at være sig selv, gennem at synge med åbent sind. Det handler ikke om, hvad jeg skal gøre, men om, hvordan jeg gør det.  For mig har det været vejen til en dyb og stor glæde, som også er indeholdt i glæden ved at dele sang med andre.

Den inspiration og fornøjelse jeg finder i mit daglige arbejde med sangere i alle aldre, giver mig indhold i tilværelsen og udgør en stor del af min livskvalitet. Jeg føler, at jeg har fundet mit rette element i sangen”.

At blive undervist af Henning er en gave af de sjældne. Han besidder en enorm viden og erfaring, og man er ikke i tvivl om, at her er en kompetence af de sjældne og bedste.

Hennings tilgang til sangeren er den samme om du er erfaren operasanger eller nybegynder. Hans mange års erfaring gør, at han meget hurtigt kan hører, hvor problemerne er, og kan sætte ind de rette steder. Mangen en sanger er blevet hjulpet over både små og store vanskeligheder gennem årene.

Henning er meget bevidst om, at sang og teknik skal opleves af sangeren, og hans undervisning er altid båret af denne forståelse. Henning gør aldrig sangerens projekt til sit eget. Man er helt klar over, at det er ens eget projekt og ens egen indsat, der er afgørende for at man bliver bedre. 

Henning besidder en urokkelig tro på, at alle – hvis de vil og yder den indsats der skal til – kan lære at synge. Den tro og en uendelig tålmodighed gør, at man altid oplever sig mødt og respekteret – også i de perioder, hvor man måske ikke flytter sig så meget.

Henning ejer et utroligt engagement og dette parret med en stor portion nysgerrighed og evig søgen efter at finde nye veje gør, at det altid er spændende, udfordrende og utroligt lærerigt at være sammen med ham.

I tresserne rejste han til Tyskland og studerede musik ved konservatoriet i Trossingen. Her begyndte også hans interesse for sang. 

I tre år spillede han harmonika i et russisk balalajka orkester, men lysten til sangen fik overtaget, og han begyndte at studere sang på et højt plan og blev snart en meget benyttet sanger både som solist og som forsanger i danse-orkestre.

I 2006 indspillede han et nyt album med arier og sange fra opera-, musical- og popmusikkens verden. (Udgivet på Megin Records), fordi han tror på, at sang ikke kun er teknik, men også et spørgsmål om, hvad der rør sig i hjertet, sjælen og personligheden.

Siden 1988 har han arbejdet som sanglærer i Danmark, og har afholdt talrige workshops og master classes i mange forskellige lande – fra Afrika til Europa inklusive England og Amerika.

Omkring 1990 skrev han sin første bog om sang, og fortsatte sin søgen efter de svar, der kunne skitsere, hvordan en sanger bedst kunne arbejde med sig selv. Den nyeste bog, som blev færdig i 2008 er resultatet af hans store arbejde og erfaring. Selve ideen med at synge er nogenlunde den samme, men måden at lære det på, er radikalt anderledes – og meget, meget effektiv.

Der er lukket for kommentarer.