Maven knugede sig sammen, og hun kunne mærke, hvordan hun rystede inden i. Hun kunne se for sig, hvordan de ville reagere, hvis hun ikke kunne ramme den høje tone – åhhh – hun havde øvet sig igen og igen – bare det nu vil gå godt – hvad vil de ikke tænke om hende, hvis det går galt? Uroen inden i blev værre.
Mange kan måske genkende situationen – man har øvet og trænet, og nu står man der og nervøsiteten fylder mere og mere. Nervøsiteten står mere og mere i vejen for én i forhold til dét, man skal til at gøre – synge, holde foredrag, danse, tale, konkurrere, spille musik osv.
Jeg blev ringet op af én, som sagde ”Jeg bliver så nervøst, når jeg skal til eksamen, og det bliver værre og værre. Før var det i ugen op til, nu begynder jeg at blive nervøs flere måneder, før jeg skal op”. ”Det er da fantastisk” svarede jeg ”Det lyder som om, du bliver bedre og bedre til at gøre dig selv nervøs, og nu er du rigtig god til det”. Der blev meget stille i den anden ende af røret – ”Sådan har jeg aldrig tænkt det – at det er noget jeg gør, og at jeg bliver bedre og bedre til det”.
… og det er den enkle sandhed – du skaber selv nervøsiteten.
Hmm … Hvordan skaber man selv nervøsitet – og det er da fjollet at gøre, når nu jeg gerne vil af med den?
Det første skridt er allerede taget – at du opdager, at nervøsitet ikke er en ”ting” man har eller ikke har. Det er en proces, det er noget, du selv gør i dit nervesystem – i din hjerne og de signaler, den sender ud i din krop.
Når vi taler om nervøsitet som en ting, kan det lyde sådan her -”Jeg har fået sceneskræk”. Hvis det er noget, man har fået, så kunne man spørge: ”Hvem gav dig det? Og kan du ikke bare skynde dig at give sceneskrækken videre til en anden”. ”Det kan man da ikke” er svaret, og det er korrekt, for det er ikke en ting.
Når man indser, at nervøsitet er noget man gør, at det er en proces, så begynder man at kunne arbejde med nervøsiteten.
Det er her, mentaltræning kommer ind i billedet. Vi skaber nervøsiteten i vores mentale univers – i vores hjerne. Det er måden, vi tænker om tingene på, og de overbevisninger vi har, der kan stå i vejen for os. Man kan ved træning af det mentale lære og træne at tænke på en anden måde og man kan ændre på de overbevisninger, der står i vejen.
Vi har en masse vanemæssig adfærd, som vi udfører ubevidst hver dag, dvs. uden bevidst at tænke over det og tage stilling til det. Vi børster tænder på samme måde hver dag, vi bruger hver gang det samme ben først, når vi skal ned af trappen, vi folder hænderne på samme måde hver gang, vi sætter os det samme sted ved spisebordet osv. osv. Fint, at det kører på automatpiloten. Hvis vi hele tiden skulle tage stilling til alting, fik vi nok ikke få meget til at ske i verden.
På samme måde har vi også nogle tankemæssige vaner og overbevisninger. Vi har vanemæssige måder at tænke om problemer på, vanemæssige måder at tænke om begivenheder på osv.
Jeg har en bekendt, som hver gang han skal ud og rejse, forestiller sig alt det, som kan gå galt – flyveren vil nok være forsinket, bagagen bliver væk, tænk, hvis vi glemmer passet eller billetten, tænk, hvis vi kommer for sent osv. osv. Han har den overbevisning, at noget altid går galt.
En anden bekendt har en anden vanemæssig måde at tænke på – lige meget hvad der sker, så tænker hun ”Jamen … det skal nok gå” med den overbevisning, at alting ordner sig.
Ingen af dem har ret – fremtiden kan vi ikke forudsige noget som helst om. Krystalkuglen er ikke opfundet endnu. Alligevel opfører vi os nogle gange, som om vi tror, vi har en krystalkugle inde i hovedet.
På samme måde, som man kan ændre sine adfærdsmæssige vaner, kan man ændre både de tankemæssige vaner og overbevisninger. Begge dele kræver en bevidst indsats og træning, og det kan sagtens lade sig gøre.
Så hvordan stopper vi så de uhensigtsmæssige tankemønstre og tilstande? Hvordan holder jeg op med at gøre mig selv nervøs?
Det første skridt er som sagt at opdage, at vi selv skaber nervøsiteten. Det næste skridt er, at finde ud af, hvordan – at finde den mentale ”opskrift” på at skabe nervøsitet. Dér kan vi begynde at arbejde med det.
Lad os kigge lidt på, hvad det er, der sker.
Vi går rundt og oplever verden gennem vores sanser – vi ser, hører, mærker, lugter og smager verden. De sanseindtryk tager vi ind gennem vores nervesystem og ind i vores hjerne. I hjernen gemmer vi sanseindtrykkene, og vi kan genkalde os dem, hvis vi vil.
Prøv at tænke på en dejlig ferie, du har været på. Hvad sker der inde i dit hoved? Min ynglings oplevelse er et besøg på en øde ø i Thailand, hvor sandet på stranden var lige så fint som mel. Når jeg genkalder mig den oplevelse, ser jeg stranden for mig, jeg kan mærke solens varme og det fine, fine sand mellem tæerne. Jeg kan høre vandets blide bølger og kan dufte en svag duft af salt i luften. Når jeg tænker på den oplevelse, breder der sig en dejlig ro og glæde, den samme ro og glæde, jeg oplevede, da jeg stod der for nogle år tilbage.
Når vi tænker på noget – her en ferieoplevelse – så ser vi billeder, mærker tilstande, hører lyde eller ord, lugter og smager – det er faktisk den måde, vi tænker på. Desuden har vi måske en del selvsnak – vores egen stemme, der kommenterer eller diskuterer. Nogen gør det en hel del, andre knapt så meget.
Her begynder vi at nærme os ingredienserne i opskriften på nervøsitet (og alle de andre ”opskrifter” vi har, både de velfungerende og dem, som står i vejen for os). Når vi tænker på noget – f.eks. en forestående eksamen – og bliver nervøs, så ”gør” vi noget – ser billeder, mærker tilstande, hører lyde eller ord, lugter og smager muligvis noget og siger måske noget til os selv – og vi gør det i en bestemt rækkefølge, som giver slutresultatet nervøsitet. Denne opskrift kan afdækkes, således at vi kan kigge den efter i sømmene og finde ud af, hvad der ikke fungerer ved den. Vi kan lave den om til en opskrift, som i stedet giver ro og nærvær, således at vi med den mest optimale mentale tilstand, kan synge frit og ubesværet.
Henter 
