I mit daglige arbejde som sanglærer har jeg ofte stillet mig selv det spørgsmål: Hvad ligger der hos det enkelte menneske bag ønsket om at beskæftige sig med sang? De svar, jeg har fundet, deler sig i to kategorier.
Den ene gruppes motivation synes at være bestemt af ønsket om at udtrykke sig selv. Dvs. valget af materiale er vigtigt, hvordan kan den valgte sang bære mit udtryk frem på scenen eller i bandet eller, hvad det nu måtte være. Den bærende idé forekommer at være, hvilket materiale tjener mig bedst? Hvilken sanger eller sangerinde kan jeg med fordel efterligne? Hvad kan få mig til at fremtræde bedst mulig over for et beundrende publikum?
Man kaster sig ud i at synge med den stemme, man nu engang har, og prøver om man kan klare sig i konkurrencen mod alle dem, der gør ligeså. Man modtager undervisning og deltager på kurser med det formål at opfylde sine personlige stjerneambitioner. Man planlægger sin vej til stjernestatus og endemålet er at sætte sig selv i centrum på bekostning af musikken. Selve det at blive et instrument, der kan formidle musikken kommer sjælden med i overvejelserne og målsætningen.
Umiddelbart kan man synes, at det giver én en fordel at gå ud fra det materiale, man nu engang har udviklet sig til. Man ligesom på forhånd kender sit instrument. Man føler måske, at man ved, hvor stemmen udspringer fra, hvor lyden bliver produceret. Måske har man også en oplevelse af, hvor klangen befinder sig, hvilke knogler og hulrum, der giver stemmen resonans. Det samme kan være gældende for kroppens medvirken. Den gør jo, hvad den altid har gjort og skal måske bare trænes, synes man. Trække vejret har man jo altid kunnet, så hvor svært kan det være?
Det, man måske glemmer, er at kroppen er vant til at arbejde på helt andre præmisser – baseret på, hvordan man taler, hvilket sprog man er opdraget med, hvilken landsdel man kommer fra etc. Det vil sige, at man stort set arbejder ud fra de muskelkoder, talesproget har defineret for én gennem opvæksten og de dermed følgende idealer om udtale, klangdannelse og kropslig medvirken. Det holder bare ikke, når man skal synge. Sang har ganske andre muskelkoder end talesproget. Koder som man må leve sig ind i og træne sine muskler til at forstår og beherske. Det er her det specialbyggede instrument kommer ind i billedet.
Den anden (og meget mindre) gruppe drives frem af en indre trang til at fordybe sig i, hvordan kroppen fungerer som instrument. Hvordan finder jeg frem til vokal frigørelse i forhold til de vaner min opvækst har lagt i mine muskler, min hjerne og min hørelse? Det væsentlige bliver at finde frem til, hvordan kroppen reagerer på forskellige input.
Musikken er her i centrum på en anden måde. Det handler om, hvad musikken vil fortælle, hvilke historier der ligger gemt i teksten – det handler ikke om, hvor meget jeg selv kan komme til at fylde på bekostning af musikken. Og her kommer så en væsentlig ting ind i billedet: Fascinationen, optagetheden, trangen til at udforske, der i sidste ende fører til en øget forståelse af sig selv. Ikke kun sine udtryksmuligheder, men i dybeste forstand til selverkendelse, en forståelse af hvem og hvad man selv er.
For mig at se ligger forskellen mellem de to grupper mest i motivationen, om man opfatter øvelserne og træningsarbejdet som en på forhånd fastlagt linje af opgaver, der skal løses for at nå frem til det endelige mål, eller om målet i sig selv er uinteressant og derfor fraværende, fordi man drives af sin egen indre nysgerrighed og lyst til at opdage, hvordan tingene hænger sammen.
Den målsøgende drives af målsætningen, af resultatet og drømmen om selvrealisering og det endelige resultat, mens den anden type finder glæden i det som sker lige nu og her uden tanke om at finde et endeligt facit.
At synge er ikke noget, man lærer sig én gang for alle, men er en livslang proces, hvor glæden findes i det nære. Det man har lært er ikke noget endeligt. Hver gang en ny oplevelse eller mulighed melder sig, er man villig til at lægge sin tidligere ”viden” fra sig, så man hele tiden tør åbne sig for, hvad der kan ligge af muligheder i det hidtil ukendte.
At fastholde sin viden er at sætte grænser for sig selv. Sang er uden grænser, hvis man tør begive sig ud på den ofte snørklede vej til udvikling og forståelse af det instrument, vi kalder sangstemmen. At leve et liv der hele tiden giver plads til udvikling, vil være en rigtig flot målsætning, hvis man vil være en god sanger.
Hvis du har lyst til at vide mere om, hvordan du kan træne din stemme, så klik ind her eller undersøg kursusmulighederne her hos Sang uden grænser.
Henning Vilen
Henter 
